Den bedste start

 

Tillykke med dit nye Vestfrost vinskab! For at hjælpe dig godt i gang, får du her et par fif til opsætning og brug af vinskabet.

 
Vent med at tænde!

Du har netop fået dit vinskab hjem – og nu beder vi dig om ikke at tænde det, hvorfor?

Hvis skabet har ligget ned eller været tiltet under transport eller opbæring, vil vi gerne være sikre på, at olien bevæger sig tilbage mod kompressoren. Vent derfor mindst et par timer før tilslutning.  

 
Indstilling

Placer skabet på en plan flade og indstil fødderne. Det er vigtigt at bruge et vaterpas. Står skabet ujævnt vil det støje mere.  Undgå steder med masser af sollys eller tæt på varmekilder så som radiatorer.

Lyset i skabet kan være tændt – også når døren er lukket – eller du kan vælge at slukke lyset ved at holde lysknappen nede. Vinskabet har energieffektivt LED-lys.

I bunden af skabet sidder displayet. Hvis børnelåsen er slået til, hold da op- og ned-pilen inde på samme tid (3 sek.) og du er klar til at indstille skabet.

 
Udnyt, at varmen stiger til vejrs

Varme stiger til vejrs, og derfor bruger vinskabet mindst energi, når du indstiller den nederste temperaturzone lavest og omvendt. Ved et spænd på 6-7 ˚C mellem bund og top (fx 11 og 17˚C), reduceres energiforbruget og kompressor samt ventilator vil afgive mindre støj.

 
Lydniveau

Kompressoren arbejder oftere end på et fritstående køleskab, hvor temperaturen må have større udsving end i et vinskab. Det gennemsnitlige lydniveau ligner et fritstående køleskabs lydniveau. Har du et hårdt gulv, så som klinker, der ikke absorberer lyd, kan lyden virke højere.  Husk at overveje placeringen af vinskabet for at den arbejdende kompressor ikke er til gene. Alternativt kan du placere et absorberende underlag så som et stykke gulvtæppe eller gummimåtte under vinskabet.